STØT BILER TIL UKRAINE
Jesper Lindholt – Grundlæggeren, bosat i Kyïv
Jesper flyttede til Ukrainie i 2006.
Her bor han med sin familie, og i (stort set al) sin fritid, arbejder han utrætteligt for den NGO, han startede tilbage i 2014, da Rusland besatte Krim og dele af Donbas – Biler til Ukraine.
Det startede forholdsvis småt med at han selv købte en bil og kørte den til Ukraine.
Og så en mere.
Men drevet af et meget personligt behov for at gøre noget imod de uretfærdigheder, der allerede dengang blev begået imod det ukrainske folk, fik Jesper stille og roligt indlemmet andre frivillige i sit arbejde, og donationerne begyndte så småt at rulle ind...
Herover ser du Jesper ved bil nummer 114, som blev leveret primo 2023.
I februar 2015 hoppede hans bror (Morten Lindholt) med på vognen – hvilket alt andet lige var med til at skabe mere momentum i arbejdet for at skaffe midler og finde gode biler.
Jesper driver et softwarefirma i Ukraine, hvor han benytter lokal arbejdskraft. I den periode, hvor Jespser har boet i Ukraine, har landet spredt sine vinger og har søgt sin egen identitet. Væk fra sovjetunionen og rusland, hvor Ukraine altid er set som forretten til det regionale herredømme (– og bemærk, at de 2 terrror-organisationer er skrevet med småt begyndelsesbogstav, det er en af Jespers små protester – han nægter at skrive dem med stort).
Biler til Ukraine blev således startet på lige dele empati for det Ukrainske folk og vrede mod putin og det russiske regine, og som Jesper siger...
Jeg er stadig vred. Indædt vred. Og altid optimist.
Næsten hver gang, Jesper er hjemme i Danmark, tager han en bil med tilbage. Det gør en forskel for den sejr, som Ukraine skal have.
Jesper har modtaget flere medaljer for sin indsats, dette billede er fra primo december 2022, hvor Valentyna Varava overrækker en medalje fra Ukraines forsvarsministerium.